En enkelt sejr og 3 points skal ikke få træerne til at vokse ind i himlen, men hvor var da befriende, at Fortunas spillere i Gjensidige Kvindeliga søndag kunne rejse hjem fra banen i Vejlby/Risskov Centret i Århus med en sejr på 1-0 over AGF og 3 points til pointstabellen.
Kampens enlige mål blev scoret i det 17. minut af Ashley Lynn Riefner, der også blev kampens bedste Fortuna. Hun leverede hele vejen igennem et spil, der var præget af energi, gejst og sejrsvilje.
Generelt kan det siges, at samtlige på holdet gik på banen indstillet på at sejre, og det lykkedes.
Søndagens kamp bød på debut til den nye trænertrio, og det blev en tilfredsstillende debut.
Florentina Olar
Mathias Bengtsson og Bo Zinck gjorde deres pligt fra sidelinje, og inde på banen tog trioens tredje person – den spillende træner Florentina Olar - sin del af ansvaret for, at det blev en anden oplevelse end det, der er leveret i de seneste kampe, og som førte til cheftræner Martin Møller Kristensens afskedigelse.
- Vi ville da gerne have haft 2-3 mål mere – det fortjente vi efter spillet – men jeg er også tilfreds med indsatsen, og at vi fik 3 points med ud fra en bane, der i sig selv er en stor udfordring, siger Bo Zinck, der er den nye blandt trænerne som har hovedansvaret for, at der bliver rettet op på en svag sæsonstart.
Efter otte kampe er Fortuna på 12 points.
Resultaterne i de øvrige kampe var også lige efter Fortunas smag. Begge holdene - FC Thy-ThistedQ og Brøndby, der ligger lige foran Fortuna, tabte deres kampe.
Køge er stukket af og ligger 12 points foran Fortuna. De to andre er kun henholdsvis 1 og 4 points foran.
Bo Zinck
- Vi har masser at tage med hjem fra den her kamp, noget som der skal arbejdes med og forbedres samtidig med, at der er meget vi kan glæde os over, siger Bo Zinck.
- Jeg har haft en stor oplevelse i samarbejdet med såvel spillerne som de øvrige i staben. Det varsler godt for de næste kampe i ligaen.
- Jeg ville – som sagt - hellere have set en 0-3 elle 0-4, men jeg synes, at vi er kommet rigtig godt i gang.
Undervejs foretog Fortuna tre udskiftninger, mens AGF havde fire udskiftninger.
Nu går Fortuna i gang med forberedelserne til efterårsferiens opgør mod FC Thy-ThistedQ. Den spilles fredag kl. 17 i Thisted. Fortuna benytter dette opgør til at arrangere en Awaytour. Der er gratis bus til kampen i Thisted. Med afgang fra Dana Cup Sportscenter fredag kl. 14:45 og retur umiddelbart efter kampen.
Et af AGF’s sjældne besøg i Fortunas målfelt. Der blev grebet ind, i tide. Det udviklede sig ikke til noget farligt!