Tak for den store hjælp!

28. jul 2015

 

Dana Cup 2015 blev på mange måder en fantastisk oplevelse. Det er den hidtil største Dana Cup med 1089 hold fra 47 nationer. I tog jer af 20.000 unge, glade og friske unge fodboldspillere fra hele Verden. Omgivelserne er nye. I Park Vendia var to nye haller – FiberHallen og Hallen Park Vendia i brug. Vores køkken havde fået ny asfalt som underlag. Et nyt Bredbånd Nord Arena dannede rammen om indmarch og finaler. I Dana Cup Centret var der masser af liv i Event-området, og ude på skoler og baner nød de mange deltagere ophold og kamp. Jo, der var rigtig meget at forholde sig til, og meget af det var splinternyt. Men en ting blev ved det gamle. Det solide, samvittighedsfulde arbejde, der blev udført af op imod 2000 frivillige rundt om i landsdelen – heraf de ca. 1000 i det centrale område. Jeg er meget taknemmelig for den indsats alle har ydet, så vi kom godt igennem den travle uge. Og præstationen fandt oven i købet sted under vejrforhold, som vi ikke er vant til på Dana Cup. Køligt, blæsende og regn. Jo, alt blev prøvet og alt blev taget med godt humør. Der er i år grund til at sige ekstra tak til alle hjælpere for den store indsats. Hjertelig tak og på gensyn i uge 30 næste år, når vi mødes til Dana Cup 2016 – nr. 35 i rækken.

Jette Andersen

Direktør, Dana Cup

No ACF gallery field data found
Flere nyheder