Fortuna møder stor udfordring ved sin genindtræden i den europæiske elite.
Ved lodtrækningen i UEFA’s schweiziske hovedkvarter i Nyon fredag middag kom Fortuna i gruppe med Eintracht Frankfurt (Tyskland), Kristianstads DFF (Sverige) og AFC Ajax (Holland).
Ikke den nemmeste gruppe, men heller ikke umulig.
I forbindelse med lodtrækningen i Nyon blev puljen placeret i Hjørring, hvor der skal afvikles kampe den 18. og den 21. august.
Fortuna lægger ud mod Eintracht Frankfurt den 18. august. Samme dag møder svenske Kristianstad hollænderne fra Ajax.
Efterfølgende spiller de to vindere og de to tabere mod hinanden. Kun puljevinderen går videre. Men hjørringenserne får lejlighed til at overvære fire topkampe i løbet af fire dage.
- Jeg kan da godt forestille mig en lidt bedre situation. Den pulje, vi er havnet i er uhyre stærk, men det må vi så forberede os på, siger cheftræner Martin Møller Kristensen, der stå over for sin internationale debut med Fortuna.
- Der ingen tvivl om, at Eintracht Frankfurt er et meget skarpt hold. De ligger nummer 3 i den stærke tyske Bundesliga.
Jeg håber, at vi kan udnytte den fordel der ligger i at have hjemmebane. Her kender vi jo forholdene både indenfor og udenfor stregerne.
Og vi kan træne og forberede os lige op til kampene, når vi ikke skal ud på lange rejser.