Skuffelse, men flot spil

20. jun 2015

Skuffelse, men flot spil.

U15A: Team Aarhus Syd - Fortuna Hjørring 5 - 2

Mål: Anne Lomborg og Sofie Nikkelsen

Det her er et af de svære referater. Resultatmæssigt gik denne kamp slet ikke som vi kunne ønske og som vi havde fortjent. Spillemæssigt leverer pigerne en flot indsats og at vi taber med 3 mål, er slet ikke retvisende for styrkeforholdet mellem os og vores modstandere.

Betingelserne for os var at kampen skulle vindes for at bevare chancen for at vinde puljen og det var også målsætningen i det oplæg, der blev givet før kampen. Alligevel var det som om kampens betydning hæmmede os lidt i de første 5-10 minutter af kampen og det benyttede Team Aarhus Syd til at bringe sig foran. Det var åbenbart det der skulle til, for nu tog Fortunapigerne fat og med vilje og energi kommer vi ind i kampen igen. Vi får spillet presset længere frem på banen og det udnytter Anne med et godt skud fra distancen til at få bragt os på 1-1. Halvlegen ud fortsætter vi med at spille rigtig god fodbold i en meget lige halvleg med mange hårde nærkampe over hele banen. Det er derfor utroligt træls, at vores modstander får scoret til 2-1 kort før pausen i en situation, hvor vi er alt for passive omkring en løs bold tæt under mål.

Vi starter ikke 2. halvleg så godt, hvor vi igen overlader initiativet til Team Aarhus, men som i første halvleg får vi efterhånden mere og mere greb om kampen. Halvlegen udvikler sig som første halvleg og kampen er meget lige. Vi spille godt op ad banen og vi burde havde testet Team Aarhus målmanden meget mere end vi får gjort. Ca. 10 minutter før tid, er stillingen fortsat 2-1 til vores modstandere – et resultat vi ikke rigtigt kan bruge til noget i forhold til vores mulighed for at vinde puljen. Vi vælger derfor at satse og spille med tre i forsvaret og to helt fremme. Det udnytter Team Aarhus hurtigt og scorer 3 mål på 5 minutter. Nikkelsen får pyntet på resultatet direkte på frispark, kort før kampen fløjtes af.

Monster ærgerligt at trænernes satsning gav bagslag, så kampen resultatmæssigt fik et helt skævt slutresultat i forhold til pigernes indsats, som efter trænerteamets vurdering var noget af det bedste vi har set i sæsonen. Nu skal vi lige sunde os lidt oven på skuffelsen og så vil vi være klar til at give VB52 kamp til stregen i vores sidste kamp, hvor vi fortsat har puljens andenplads at kæmpe for. Kampens spiller blev Anne Lomborg og stemmerne fordelte sig denne gang på 10 spillere – så vi fortsætter med at kæmpe i samlet flok.

Tak for hjælp til transport og opbakning til pigerne – vi håber på stor opbakning på lørdag mod VB52, hvor der er kampstart kl. 11.00. i Fortuna. Husk, at der er sæsonafslutning lørdag aften kl. 19.00. Vi ses.

Trænerteamet

 

No ACF gallery field data found
Flere nyheder