Line Johansen kan få en stor opgave i at holde målet rent eller begrænse HB Køges scoringer.
Når Fortuna lørdag kl. 13 tager i mod HB Køge på Nord Energis Arena, er der tale om et vaskeægte topbrag i Gjensidige Kvindeliga. Det er ligaens nr. 1 - de danske mestre fra HB Køge - der kommer på besøg hos ligaens nr. 2 Fortuna. Begge hold er ubesejrede. Dog har Fortuna sat 2 points til i kampen mod Kolding Q, som efter en ørkenvandring endte 0-0, mens HB Køge kommer til Hjørring med maksimumpoints.
Det er en alvorlig tabel de to hold kan forholde sig til inden det går løs lørdag. De har taget lettere afstand fra ligaens øvrige hold her før de mødes i sidste kamp i grundspillets første halvdel. De ønsker begge at bevare elle forøge afstanden. Med sejr kan Fortuna komme ét point foran HB Køge, mens HB Køge kan klare sig med uafgjort og så bevare sit to points forspring. Der er altså meget på spil for de to hold.
Fortuna har haft syv af sine spillere ude i internationale opgør i ugens løb. Emma Snerle og Olivia Holdt var i det danske landsholds trup, og Snerle scorede sit første landskampsmål mod Aserbajdsjan.
Florentina Olar og Maria Ficzaj var med det rumænske landshold, der vandt over Litauen og Kroatien.
Og så var tre australiere Clare Wheeler, Angie Beard og Alex Huynh i Irland for at spille venskabskampe. Alle har fået store oplevelser og fornemme resultater, så - had det angår - skulle de være sat op til kampen mod HB Køge.
-Som træner kan man egentlig ønske sig at have samtlige spillere hjemme og gøre dem klar til opgøret mod Køge. På den anden side kan jeg ikke forestille mig andet end, at de alle sammen er motiverede på højeste plan når de gå på banen mod HB Køge, siger cheftræner Brian Sørensen.
-Det bliver også en stor opgave, når vi skal op mod et hold som HB Køge, der er topmotiveret ovenpå sejrene i ligaen og indsatsen i UEFA Womens Champions League, hvor de er videre til gruppespillet.
Men vi er selvfølgelig indstillet på, at yde optimalt så vi giver os selv og vore hjemmetilskuere en god oplevelse.
Man kan roligt gå på Nord Energi Arena lørdag kl. 13, hvis man vil have en fodboldoplevelse. Den oplevelse har man, samtidig med, at der landet rundt spilles yderligere fire ligakampe, der alle rummer interessante elementer:
Fortuna har lagt sig i selen for at gøre denne topkamp til noget ekstra. Der er således premiere på en Børne Fan Zone, hvor de yngste, op til kampen, kan få ekstra oplevelser med leg og konkurrencer.
Børne Fan Zonen skulle gerne blive permanent, så det er med at komme på Nord Energi Arena og sparke det hele godt i gang.
Man sikrer sig billet ved at benytte dette link!