Fortuna står over for et yderst spændende opgør. Lørdag kl. 13 fløjtes der op til 3F-opgør på Mosevej Sportsplads i Kolding. 3F-ligaens førerhold, Fortuna, tager syd på for at møde ligaens nr. 3, Kolding Q.
Inden kampen er der 14 points mellem de to hold. Med sine 25 points efter fem slutspilskampe ligger Fortuna solidt i spidsen foran Brøndby, der har 20 points for seks kampe. Så holdet fra Hjørring skal endnu engang præstere for at holde kursen mod det danske mesterskab.
- Efter vores gode sejr på en svær udebane i Brøndby i søndags, er det nu en ny udekamp og denne gang mod pokalfinalisterne fra Kolding Q. Vi mødte Kolding i første kamp i foråret i Hjørring og vandt fortjent med 3 - 1. konkluderer Fortunas assistenttræner Peter Enevoldsen.
- Kolding er et godt organiseret hold, der lever meget på omstillinger med et par hurtige folk oppe foran. Vi skal derfor igen spille med stor disciplin i vores defensiv - så vi undgår deres omstillinger. Ellers gælder det om at flytte bolden hurtigt rundt, holde fast i vores spil og vinde vores dueller overalt på banen! Gør vi det, skal vi nok komme til chancer.
- Vi kommer til opgaven med respekt for Kolding - men vi går også benhårdt efter den sjette sejr.
Seneste weekends kamp mod Brøndby var et fysisk krævende opgør, men Fortuna-spillerne er restitueret, og alle i truppen er totalt opsat på at yde det bedste, så det bliver fuld pointhøst lørdag.