Motiveret Fortuna-hold er videre

14. okt 2015

Samlet sejr på 6-0 over hviderussiske Minsk

Et topmotiveret Fortuna Hjørring-hold sikrede sig adgang til næste runde i Womens Champions League . 4-0 blev det til i returkampen på Bredbånd Nord Arena i Hjørring onsdag aften. Den sejr kom i hus ovenpå 2-0-sejren i rundens første kamp i Hviderusland. Fortuna Hjørring satser stort i årets Champions League og nu giver satsningen resultat. FC Minsk er et godt fair spillende hold. Det betød en meget positiv udvikling i kampen, hvor et totalt sammenspillet Fortuna-hold havde adskillige fornuftige opspil, men et par uheldige afslutninger. Men det var de positive afslutninger og scoringer, der gjorde kampen til en stor oplevelse for de 1572 tilskuere på Bredbånd Nord Arena. Næppe tidligere er der set et så motiveret og stærkt Fortuna Hjørring-hold.

Fortuna Hjørring kom foran 1-0 efter 19 minutters spil, da Chi Chi Igbo driblede sig til et frispark i højre side. Denne dødbold ekspederede Florentina Olar i mål med et præcist, fladt skud, der inden bolden strøg over målstregen snittede en af de hviderussiske forsvarere.

Fortuna fortsatte presset og 10 minutter senere driblede Nadia Nadim sig elegant fri og eksekverede resolut til 2-0.

Efter pausen fortsatte Fortuna, hvor holdet slap i 1. halvleg. Der var kun spillet et minut, da holdet kom på 3-0. Anføreren Line S. Jensen blev noteret for målet, der havde en anelse selvmål i sig, da den hviderussiske målmand Ekaterina Miklashevich kludrede i det.

Nu var Fortuna Hjørrings fortsatte deltagelse i Womens Champions League sikret, og intensiteten aftog en anelse. Hviderusserne fik mere spil dog uden, at der på noget tidspunkt opstod farlige situationer ved det danske mål. Heller ikke hviderussernes målmand havde store udfordringer. Men i overtiden fik Fortuna Hjørring tildelt et straffespark som Fiorentina Olar ganske koldt og sikkert sendte i mål via den ene opstander.

- De gjorde det godt alle sammen, og nu ser jeg frem til nye udfordringer i den europæiske turnering, siger cheftræner Brian Sørensen.

- Hvis vi skal tale om en ønskemodstander er det nok Slavia Praha, der har sendt Brøndby ud af turneringen. Men, der er mange, som vi gerne vil møde. Allerhelst skal det være sydeuropæere.

De seneste år er vi stødt ind i svenske hold. Det er vi lidt trætte af, så jeg vil gerne være fri for nordiske og engelske hold, men det kan jo blive nødvendigt senere.Glade

Med aftenens sejr er Fortuna Hjørring ikke alene videre i Womens Champions League. Holdet er også på bedste vis forberedt til søndagens vigtige turneringskamp mod Brøndby i  3 F-ligaen. I øjeblikket ligger Fortuna Hjørring og Brøndby i toppen af ligaen begge med 20 points. Så kampen, der fløjtes op på Bredbånd Nord Arena søndag kl. 14, er af meget stor betydning.

 

Kampfakta:

20 min: Florentina Olar 1-0

29 min: Nadia Nadim 2-0

46 min: Line S. Jensen 3-0

90+2 min: Florentina Olar 4-0

 

Fortuna:

Aubrey Bledsoe, Luna Gewitz, Nina Frausing, Nevera Damjanovic, Tamires Di Britto (69 Caroline Rask), Line S. Jensen, Janelle Cordia, Nora Heroum, Chi Chi Igbo (52 Frederikke Thøgersen), Florentina og Nadia Nadim (58 Sarah Dyrehauge)

 

No ACF gallery field data found
Flere nyheder