Turen går østpå til Minsk i Hviderusland
Jette Andersen og Pia Sommergren var i Nyon og ses her med pokalen, der skal spilles om
Fortuna Hjørring møder ZFK Minsk fra Hviderusland i første runde i UEFA’s Womens Champions League. Første gang, de to hold tørner sammen, er i Minsk den 7. eller 8. oktober, og så er der returkamp på Nordenergi Arena i Hjørring den 14. eller 15. oktober. Fortuna Hjørrings formand, Jette Andersen, og den kommercielle leder, Pia Sommergren, sad længe i spænding, da der torsdag middag blev trukket lod i UEFA’s hovedkvarter i Nyon ved Geneve i Schweiz. 32 hold var med i lodtrækningen og først, da man nåede frem til kamp nr. 14 blev sedlen med Fortuna Hjørrings navn trukket op af bowlen. Det skete lige efter at ZFK Minsk var dukket op og sat på tavlen. Det var langt fra en ønskelodtrækning. Formand og kommerciel leder havde andre hold på ønskesedlen. Ved lodtrækningen sad Fortuna-lederne sammen med lederne fra engelske Chelsea. Disse ledere var enige om, at Fortuna Hjørring mod Chelsea ville være en fin løsning, men Fortuna Hjørring skal altså op mod hviderusserne, mens Chelsea møder Glasgow City FC
Hjemme i Hjørring fulgte cheftræner Brian Sørensen lodtrækningen med stor spænding. - Det er ikke lige den bedste, lodtrækning. Hviderusserne har seks afrikanere på holdet. Fem af dem spillede VM her i år, siger Brian Sørensen. - Det er altid svært og spille i Rusland, men nu går vi straks i gang med at forberede os, så godt vi kan. Jeg har været i Minsk for at præsentere mine individuelle træningsredskaber, så jeg har nogle kontakter derovre. Jeg regner med at tage en tur til Hviderusland for at studere holdet nærmere. Fortuna Hjørring har tidligere klaret sig godt i kampe mod russiske hold, men det er et spørgsmål, om ikke holdet fra Minsk med de mange udlændinge er den største opgave, man har været ude for. Selve rejsen til Minsk er også en udfordring. Den hviderussiske by ligger 170 km sydøst for grænsen til Litauen. Sandsynligheden taler for, at den lange rejse til Minsk går via Vilnius i Litauen.