Slapper af og "spionerer" på video inden den afgørende kamp
Over 20 grader og ca. et døgn til det går løs i Womens Champions League i norditalienske Berscia. Spillerne fra Fortuna Hjørring lader velovervejet op til det første møde med disse norditalienere.
Med midnatsankomst mandag blev formiddagen tirsdag benyttet til at falde til og falde til ro i haven på det smukke Hotel Touring.
Pigerne fik en hjertelig italiensk velkomst i lufthavn og på hotel, og mest af alt var det sagen at komme til køjs og få den lange fly-rejse ud af kroppen.
Foruden afslapning og sol i haven blev der snakket taktik, ligesom der var et "spionageafsnit" da spillere trænere og ledere analyserede video med Brescia-kampe.
- Det er et godt hold, vi skal møde. De er modne, har rutine og er meget snu i deres spil, så vi skal være på mærkerne lige fra det første fløjt, siger cheftræner Brian Sørensen.
- Jeg ved, at vi har et solidt og veldisciplineret hold. Det har de seneste kampe bekræftet os i, men der skal også ydes meget onsdag aften, for at vi kan komme godt fra start i denne ottendedels runde.
- Hvad er dine største betænkeligheder forud for denne kamp?
- Vi har et par nøglespillere, der ikke er meldt 100% klar. Det ser ud til, at Janelle Cordia ikke når at blive sin skade kvit, og der er tvivl om Florentina Olar. Jeg håber dog, at vores fysioterapeut får succes med sit arbejde her i det næste døgn.
Fortuna Hjørrings piger træner tirsdag aften på det stadion, hvor kampen spilles onsdag kl. 20:30 i 15-17 graders varme.
På trods af betænkelighederne omkring de to skadede spillere er der en god stemning i Fortuna-gruppen. Der snakkes ikke direkte om resultatet, men man fornemmer, at der er en stæk forventning til, at onsdagens kamp giver et godt udgangspunkt, inden det går løs i returkampen på Bredbånd Nord Areane i Hjørring, onsdag den 18. november kl. 19.