Koncentration og effektivitet er kendetegnende for HB Køge. Når man så, oven i købet, disponerer over gode spillere, er sjællænderne uovervindelige – i hvert fald for Fortuna. Lørdag eftermiddag sluttede kampen mellem to af Gjensidige Kvindeligas bedste hold 1-2 på Nord Energi Arena i Hjørring.
Kampen startede ellers som lyn og torden, og det var Fortuna, som leverede uvejret. Med en anelse held var det blevet til føring til hjemmeholdet i det første par minutter. Det lykkedes ikke til gengæld demonstrerede HB Køge sin effektivitet, da der i kampens 4. minut blev scoret til 0-1.
Mie Leth Karshøj dirigerede med hovedet et perfekt frispark fra Emma Færge i mål uden chance for Fortuna-målmanden, Freja Thisgaard.
Resten af første halvleg blev der leveret nydelig fodbold fra begge hold, men det blev ikke til flere scoringer.
Tilbage fra pausen var Fortuna igen yderst opsat på at nå frem til scoring. Det kom til et par chancer, men det blev igen HB Køge, der var mest effektiv. Denne gang med et mere tilfældigt mål. Andrea Norheim afrundede et angreb med scoring via den ene målstolpe.
Nydeligt fodbold i de næste minutter, hvor HB Køge var tæt på at øge føringen og Fortuna havde chancer til at reducere.
Først i kampens 86. minut reducerede Maria Ficzay med et glimrende, præcist hovedstød.
Selv om Fortuna lagde pres på var det for sent. Sejren kørte til Sjælland.
Med to kampe tilbage i ligaens grundspil er der store krav til Fortuna. Det er nødvendigt med sejre over såvel Brøndby i den kommende weekend og sejr i årets sidste kamp mod Sundbys på Nord Energi Arena. Seks points er nødvendige, hvis ikke Fortuna skal hægtes helt af topopgøret. HB Køge bliver vanskelig at nå, men der er rimelige muligheder for at avancere fra 3. til andenpladsen. Det bliver dog ikke i år, da Brøndby har lagt sig 7 points foran Fortuna.
Næste kamp, der er mod Brøndby spilles på Sjælland søndag den 27. november, og så rundes der altså af lørdag den 3. december kl. 13:30 mod Sundby på Nord Energi Arena.
Lørdagens kamp i tal
0-1 4. min. Mie Leth Karshøj
0-2 55. min. Andrea Norheim
1-2 86. min. Maria Ficzay
Udskiftninger
Fortuna 67. minut Ind Tiia Peltonen ud Signe Baattrup, ind Florentina Olar ud Mathilde Carstens, ind Karoline Olesen ud Janelle Cordia. 74. minut ind Joy Ogochuckwu ud Camilla Cur, 99. min ind Indiah-Paige Riley ud Angela Beard.
HB Køge 69. minut ind Yujie Zhao ud Daysy Cleverley, ind Cornelia Kramer ud Mie Leth Karshøj.
Dommer Nanna Løf Mørch Andersen. Linjedommere Nikolaj Christensen og Troels Christensen. 4. dommer Anna Kjær Schmidt.
Tilskuere: 273