Kommer til Bredbånd Nord Arena i Hjørring med et ungt mandskab
Søndagens kamp på Bredbånd Nord Arena i Hjørring er et opgør mellem de nye i 3F-ligaen – BSF - og Fortunas danske mestre. Umiddelbart kunne det tyde på en selvfølgelig hjemmesejr, men hos de danske mestre er der respekt for det opgør, man står over for. - Det er et hold med mod på tilværelsen og masser af ungdommelig selvtillid, der i dag stiller op imod os her på Bredbånd Nord Arena, siger Fortunas cheftræner Brian Sørensen. Senest Fortuna mødte BSF var i grundspillet i september 2015. Det var på Ballerup Stadion og Fortuna rejste hjem med en 10-0-sejr, og konsolideret på ligaens førsteplads, mens BSF på det tidspunkt var henvis til kvalifikationsspillet. Den opgave klarede BSF fornemt, og nu er der altså igen mod på tilværelse og spil i den københavnske forstadsklub, hvilket også glæder Fortuna-træneren. - Jeg håber meget på, at den nye oplevelse viser sig at være et dejligt og behageligt bekendtskab. Alene den lave gennemsnitsalder hos BSF er et positivt varsel. Der er lagt op til udfordrende fodbold, siger Brian Sørensen. - For os bliver det også spændende at møde en af vore tidligere holdkammerater, den dygtige midtbanespiller Michelle Madsen. Med sin rutine har Michelle allerede - her kort inde i sæsonen - vist sig som en super forstærkning af det unge københavnske hold. Jeg er ikke i tvivl om, at BSF-spillerne bobler af selvtillid lige fra første fløjt, og vil give alt, hvad de har i sig. De er klar fra start, og det skal vi så også være. Vi skal væbne os med tålmodighed, og være dygtige med bolden, og så skal der udvises kynisme straks chancerne opstår. Så vil det vise sig, at vi er for stor en mundfuld, for et BSF-hold, der endnu ikke har nået at opbygge tilstrækkelig erfaring til in-tense kampe i 3F-ligaen. Kampen skal naturligvis helst opleves på Bredbånd Nord Arena søndag kl. 14, men skulle man være forhindret, er der mulighed for at opleve den live på dette link: mycujoo Fortuna-BSF ,hvor du også senere kan gå ind og finde den streamede kamp og dens højdepunkter.