| | Vind eller forsvind Fortuna Elite 10. oktober 2011 - 18:18 af: Claus Dindler Fortuna skal have alle tre points onsdag aften, når Skovbakken kommer på besøg til topkamp på Hjørring Stadion Leena Khamis, der her blokeres af Brøndbys Stina Lykke, scorede to mål, da Fortuna og Skovbakken mødtes sidst. (Foto: Allan Storkborg, www.fodboldfoto.dk)
Vind - eller forsvind ud af topstriden i 3F Ligaen. Det er skarpt trukket op præmisserne for Fortuna, når der onsdag kl. 19 er topkamp på Hjørring Stadion mod Skovbakken.
Med en sejr vil Fortuna med 25 points rykke et enkelt point foran Skovbakken og med tre points op til Brøndby selv være i stand til at lukke hullet op til det absolutte tophold.
Omvendt vil et nederlag betyde, at Brøndby og Skovbakken har slået et egentligt hul ned til Fortuna. Og nok skal der spilles meget fodbold, inden medaljerne skal fordeles i slutspillet, men det vil ikke se godt ud for Fortuna.
"Og uafgjort kan vi ikke bruge til noget," siger cheftræner Jakob Borup.
"Vores mål er at blive Danmarksmestre. Og derfor går vi helt klart efter at slå Skovbakken."
Selv om Skovbakken som det eneste hold har vundet over Fortuna i 3F Ligaen i denne sæson, er statistikken på Fortunas side. I de seneste 10 ligakampe mellem Fortuna og Skovbakken har århusianerne kun vundet den ene (3-2 i sæsonens første kamp) og fået uafgjort to gange, mens Fortuna har syv sejre.
Seneste de to hold mødtes var i den snart legendariske pokalkvartfinale i sidste måned, hvor Fortuna på Vejlby Stadion vandt 6-5 efter Skovbakken-føring 3-2 ved pausen.
Begge hold kommer med friske sejre mod to af ligaens svagere hold. Fortuna vandt 5-1 i Taastrup, mens Skovbakken på hjemmebane slog SønderjyskE med 7-0.
Skovbakken forventes at møde i stærkeste opstilling, mens Fortuna fortsat må se bort fra Chichi Igbo og Emily van Egmond. | |