Den tidligere landsholdsspiller Janne ”Spjald” Madsen, der de seneste uger har døjet med et skadet knæ, er nu definitivt ude af kampen i aften mod Lyon. Allround-spilleren bestod ikke den afgørende test onsdag.
- Det betyder, at vi så kan tage vore forholdsregler, og under alle omstændigheder har vi ændret lidt på taktikken i forhold til den første kamp i Hjørring, hvor vi stod relativt langt tilbage på banen for i stedet at slå til på kontra, fortæller træner Lars Nielsen.

Janne Madsen er definitivt ude af truppen til aftenens kamp mod Lyon. (Foto: Allan Storkborg).
- Vi forventer, at Lyon vil lægge pres på os fra første fløjt, og vi skal selvfølgelig gardere os mod det pres. Derfor vil vi være mere massive på den centrale midtbane, lige som vi på højre kant vil forberede os mere mod det pres, som vi forventer vil komme på forsvaret fra netop den kant, afslører Lars Nielsen, der dog indtil videre holder den endelige startopstilling tæt ind til kroppen.
Kampen på Stade Gerland fløjtes op kl. 18.00. Hvis det er teknisk muligt, vil kampen kunne følges her på Fortunas hjemmeside live. Ellers vil kampen kunne følges direkte på UEFAs website fra kl. 18.