47
Flere nyheder
DBU Nyheder
JBU Nyheder

Nordjyske Bank giver billetten

Klub nyt
2. november 2009 - 12:17 af: Kjeld Simonsen

Banken har købt Fortunas næste hjemmekamp mod Olympique Lyonnais på Hjørring Stadion og fodboldfans kan hente gratis billetter i bankens afdelinger

Topfodbold behøver ikke koste en bondegård. Faktisk er det muligt at opleve nogle af Europas bedste fodboldspillere på Hjørring Stadion helt gratis. Nordjyske Bank har nemlig købt kampen torsdag den 5. november, hvor Fortuna tager imod sidste års finalister fra Olympique Lyonnais i Champions League. Fans skal blot henvende sig i nogle af bankens afdelinger og bede om gratis billetter.

- Som et stort, lokalt pengeinstitut og i øvrigt sponsor i Fortuna har vi følt, at det er helt naturligt, at Nordjyske Bank medvirker til, at så mange som overhovedet muligt får lejlighed til at opleve noget af det bedste, som europæisk kvindefodbold kan præsentere. Derfor har vi købt samtlige billetter til Champions League-kampen og uddeler dem gratis i vore afdelinger i Hjørring, Bindslev, Sindal, Tårs og Løkken, fortæller vicedirektør Mikael Jakobsen.

Hjælper gerne

- Champions League er noget af det fornemste, man kan opleve, og derfor er det vigtigt, at der møder rigtigt mange op for at støtte Fortunas videre kamp ud i Europa. Det vil Nordjyske Bank gerne hjælpe til med, understreger Mikael Jakobsen.

Der kommer forhåbentlig masser af tilskuere, når Camilla Sand og Co. møder Lyon torsdag d. 5. november. (Foto: Allan Storkborg)

Nordjyske Bank bakker gerne op om de lokale foreninger. Banken bruger en stor del af sponsorkronerne på netop idræt og kultur, fordi det er områder som berører de fleste og dermed er med til at give lokalbefolkningen gode oplevelser. Nordjyske Bank er i øvrigt hovedsponsor for FC Hjørring, Vendsyssel Elite Badminton, Vendsyssel Badmintonklub, ishockeyklubben Frederikshavn White Hawks, golfklubberne i Hjørring og Frederikshavn, Tordenskjolddagene i Frederikshavn, Frederikshavn Handelsskole. Men banken støtter samtidig en lang, lang række breddeidrætsklubber.

Glade for hjælpen

- I Fortuna er vi naturligvis utroligt glade for, at Nordjyske Bank har købt alle billetterne til vores kamp mod Lyon. For os er det jo vigtigt, at der kommer så mange tilskuere på Hjørring Stadion som overhovedet muligt torsdag den 5. november, og det hjælper den gratis adgang til med. Det så vi, da forretningerne i Metropol havde købt billetterne til vores første kamp mod Bardolino, hvor flere end 1300 tilskuere kom for at bakke os op, siger Fortunas formand, Jette Andersen.

- Masser af tilskuere hjælper vore spillere, og der er ingen tvivl om, at den store, lokale opbakning var stærkt medvirkende til, at vi kunne slå de trefoldige italienske mestre med hele 4-0 på Hjørring Stadion.
- Derfor er det selvfølgelig også vigtigt, at vi i Nordjyske Bank har en samarbejdspartner, der gerne vil hjælpe os, og med den støtte, som banken giver os, får vi samtidig en ny, enestående mulighed for at profilere kvindefodbolden og endnu engang markedsføre Hjørring, gør Jette Andersen opmærksom på.
Dana Cup
© Fortuna Hjørring - Postboks 151 - 9800 Hjørring - Telefon +45 9891 1300 - Fax +45 9891 1614 - soccer@danacup.dk