Fortuna Elite
6. oktober 2011 - 23:03 af: Claus Dindler
Efter Champions League-sejren og inden en vigtig topkamp på onsdag skal Fortuna lørdag møde oprykkerne fra Taastrup
Det kan synes som noget af et kedeligt antiklimaks for Fortunas førstehold, at de efter onsdagens vigtige kvalifikation til ottendedelsfinalen i Champions League og med en spændende topkamp mod Skovbakken ventende allerede næste onsdag lørdag skal ud i en af de 3F Liga-kampe, hvor spændingen er til at overse.
Modstanderen er Taastrup, og kampen spilles i Taastrup lørdag kl. 14.
Den københavnske omegnsklub kom godt fra start i ligaen og gav blandt andet Fortuna god modstand i sin første optræden på Hjørring Stadion, selv om det blev en sikker hjemmesejr på 4-0.
Men siden har Taastrup haft en slemt formdyk kulminerende med et nederlag på 0-5 til Vejle i den seneste kamp. Så oprykkerne har næppe noget seriøst håb om at tage points fra gæsterne.
For Fortuna gælder det ikke blot om at vinde kampen. Det er vigtigt både at styrke det defensive arbejde og at få gang i scoringen igen efter de mange brændte chancer mod Young Boys i CL-kampen, lyder det fra cheftræner Jakob Borup. En tilsvarende lav scoringsprocent er der ikke råd til i den følgende topkamp mod Skovbakken. Og da slet ikke i Champions League ottendedelsfinalen i begyndelsen af november.
Her blev modstanderen i øvrigt fundet torsdag aften. Det blev som forventet Kopparbergs/Göteborgs FC, der på hjemmebane slog Osijek fra Kroatien med 7-0 og dermed gik videre med samlet 11-0.
Fortuna har hele truppen klar i Taastrup minus Emily Van Egmond, der spiller U-landskampe for Australien i Vietnam, og langtidsskadede Chichi Igbo, der dog i den forløbne uge begyndte at træne med bold igen.