Efter søndagens fantastiske sejr på 2-0 på udebane over ærkerivalerne fra Brøndby er fokus i Fortuna nu fuldt ud rettet mod torsdagens Champions League-kamp på Hjørring Stadion mod Olympique Lyonnais – eller bare Lyons.
Spillerne får ikke lov at hvile på laurbærrene. Allerede mandag indkalder cheftræner Flemming Nielsen til træning. Det gør han også onsdag, mens spillerne har fri tirsdag.
Torsdag samles spillerne lidt tidligere end ellers for at snakke taktik og lade op til kampen, der fløjtes op præcist kl. 19.00.

Anfører Camilla Sand og de andre spillere i Fortunas ligatrup træner mandag og onsdag inden kampen i Champions League på torsdag. (Foto: Allan Storkborg).
Fortuna har skaffet videooptagelser af de franske mestre, lige som Flemming Nielsen har været på besøg i Frankrig for at se modstanderne efter i sømmene, således at Fortuna og spillerne er opdateret med den nyeste viden om modstanderne, som sidste år var i semifinalen i den europæiske turnering.
Husk at der er fri entré til kampen i Champions League. Nordjyske Bank har købt kampen, og billetter kan således hentes i afdelingerne i Hjørring, Bindslev, Sindal, Tårs og Løkken.
Husk også at møde op i god tid, for dels bliver der rift om parkeringspladserne ved stadion med forventet mindst 1500 tilskuere, og dels begynder kampen ifølge UEFAs regler meget præcist.