| | Kvartfinalernes brag Fortuna Elite 5. september 2011 - 11:48 af: Claus Dindler Topholdene Fortuna og Skovbakken tørner sammen i 3F Cup'en onsdag, og begge hold tørster efter revanche Lisa-Marie Woods: I topform for tiden og p.t. topscorer for Fortuna.
(Foto: Allan Storkborg, www.fodboldfoto.dk)
Det er kvartfinalernes absolutte brag, når Fortuna og Skovbakken onsdag kl. 17.15 mødes i 3F Cup'en på Vejlby Stadion i Århus.
Det er ikke bare to af topholdene i dansk kvindefodbold, der tørner sammen. Det er også to hold, der tørster efter revanche - omend af forskellige årsager.
For Fortuna gælder det revanche for 2-3 nederlaget til Skovbakken i liga-premieren. Et nederlag, som betyder, at Fortuna halter tre points efter Brøndby i toppen af ligaen.
For Skovbakken gælder det revanche ovenpå lørdagens 1-3 nederlag i Brøndby, hvor århusianerne ellers fik en drømmestart med et hurtigt mål af Nadia Nadim, men herefter støt og sikkert blev kørt agterud af topholdet. Ingen tvivl om, at Skovbakken vil vise, at det var en enlig smutter, og at de er kommet i den absolutte top for at blive.
Men først og fremmest handler det onsdag selvfølgelig om at nå frem til semifinalerne i 3F Cup'en til foråret.
Siden 2-3 kampen er Fortuna gået frem fra kamp til kamp med 1. halvleg af søndagens kamp i Ballerup som det foreløbige klimaks. Dertil kommer en klar forstærkning i form af den australske angriber Leena Khamis og en mulig tilbagevenden i målet af Heidi Johansen, der fik come back på Danmarksserieholdet søndag efter sin lange skadespause.
Alle fire kvartfinaler spilles onsdag. Programmet ser således ud:
Skovbakken - Fortuna Hjørring
B73 Slagelse - Team Viborg
Skjold - OB
Vejle - Brøndby | |