47
Flere nyheder
DBU Nyheder
JBU Nyheder

Ingen europæisk glans

Fortuna Elite
25. september 2011 - 08:07 af: Claus Dindler

Fem kvarters frustration inden Fortuna fik skrabet en pligtsejr på 2-0 med hjem fra Kolding


Kim "Kimmo" Carroll: Debut i 3F Ligaen.
(Foto: Allan Storkborg, www.fodboldfoto.dk)

Med tanke på onsdagens Champions League-match i Bern mod Young Boys må det desværre konstateres, at der var meget lidt europæisk glans over Fortunas præstation i søndagens 3F Ligakamp i Kolding.

Hele 75 minutters frustrerende uskarpt spil skulle der til, inden Fortuna takket være et selvmål og et sidste minuts mål af Megan Manthey fik hevet en pligtsejr på 2-0 (0-0) i land.

På en tung og langhåret bane havde de godt fightende Kolding-spillere både kræfter og held til at blokere for det hurtige pasningsspil, der skulle være Fortunas force mod bundholdet. Så trods massiv overvægt i spillet fik Fortuna kreeret forbavsende få åbne chancer. Til gengæld blev det til et stort antal fejlpasninger og skæve skud.

På Fortunas hold var der specielt focus på de tre australske debutanter. Med Lisa-Marie Woods ude med en knæskade startede Emily Van Egmond på midtbanen, og hun var klart blandt de bedste på holdet. Skønt stor af statur har hun en lethed og timing i sine bevægelser, der gør hende til en nydelse at se på en fodboldbane. Hun placerede sig godt og afleverede med omtanke. Hun er blot 18 år. Et stort talent.

Også Elise Kellond-Knight startede på banen, og selv om hun som venstre back ikke var lige heldig med alle aktioner, var det tydeligt, at hun bibringer holdet nogle venstrebenede kompetencer, som har været savnet.

Den tredje debutant, Kim Carroll, fik kun det sidste kvarter, men agerede fornuftigt på midtbanen og var involveret i begge mål. Det var hende, der ved forreste stolpe headede et hovedstød ind foran mål, hvor en Kolding-spiller i klumpspil kom til at rage bolden i mål. Det var i det 75. minut. Og i kampens sidste sekunder lagde Kim Carroll en cross bold ind i feltet med det resultat, at en kontra havnede hos Megan Manthey, der med en flot halvflugter lukkede til 2-0.
Dana Cup
© Fortuna Hjørring - Postboks 151 - 9800 Hjørring - Telefon +45 9891 1300 - Fax +45 9891 1614 - soccer@danacup.dk