47
Flere nyheder
DBU Nyheder
JBU Nyheder

Fortuna er klar til ottendedelsfinalen

Fortuna Elite
5. oktober 2011 - 21:20 af: Claus Dindler

Smal og sent sikret hjemmesejr på 2-1 (0-1) trods målchancer på stribe gav en samlet 5-1 over Young Boys


Kim Carroll, målscorer og en støttepille i forsvaret.
(Foto: Allan Storkborg, www.fodboldfoto.dk)

Fortuna er for tredje år i træk klar til ottendedelsfinalerne i Champions League. Efter 3-0 i sidste uge i Bern vandt Fortuna onsdag aften på Hjørring Stadion med 2-1 (0-1) over de schweiziske mestre fra Young Boys. Den samlede sejr blev således på 5-1.

Modstander i ottendedelsfinalen bliver med stor sandsynlighed Kopparbergs/Göteborg FC, der spiller returkamp torsdag mod Osijek fra Kroatien. Svenskerne vandt den første kamp på udebane med 4-0. Ottendedelsfinalerne er fastsat til den 2. og 9. november. Fortuna har hjemmebane først.

På en regnfuld og blæsende aften var 1062 tilskuere mødt frem for at se international fodbold i Hjørring, og de fik en kamp at se med et noget besynderligt forløb. For trods målchancer på stribe til Fortuna var det de undertippede schweizere, der førte kampen helt frem til det 86. minut.

Her lykkedes det kampens bedste Fortuna-spiller, midterforsvareren Kim Carroll, at løbe et frispark fra Kristine Pedersen i mål til udligning, og minuttet efter scorede Kristine Pedersen sejrsmålet fra kort afstand, da Leena Khamis smart lod et indlæg fra Camilla Mogensen passere.


Kristine Pedersen scorede Fortunas sejrsmål.
(Foto: Allan Storkborg, www.fodboldfoto.dk)

Men 2-1 var slet ikke noget udtryk for fordelingen af chancer i den kamp. Young Boys havde stort set ingen muligheder for at score, mens Fortuna inden Carrolls mål havde 13 (!) mere eller mindre åbne målchancer.

Især Leena Khamis og Kristine Pedersen havde sigtekornet skævt indstillet denne aften, hvor Kristine Pedersen ellers spillede rigtig godt ude på sin højrekant og var en evig trussel med driblinger og indlæg.

Men det blev altså Young Boys, der kom foran på et noget specielt mål. Et frispark fra 40-45 meters afstand ramte græsset midt foran mål. Boldens opspring på den glatte bane snød tilsyneladende Fortuna-målmand Heidi Johansen, der måtte tage et skridt tilbage, og da hun samtidig gled, endte hun med bolden i hænderne - men inde i målet.


Line S. Jensen var som altid en kriger på midtbanen.
(Foto: Allan Storkborg, www.fodboldfoto.dk)


Føringen gav naturligvis Young Boys håb at indhente Fortuna. Og da samtidig hjemmeholdet leverede en ret ujævn indsats med mange boldtab, blev opgøret mere lige end forventet. Rigtig spændende blev det dog aldrig. Dertil var Fortunas forsvar med Janni Arnth og Kim Carroll som stensikre midtersøjler alt for stabilt.
Dana Cup
© Fortuna Hjørring - Postboks 151 - 9800 Hjørring - Telefon +45 9891 1300 - Fax +45 9891 1614 - soccer@danacup.dk