47
Flere nyheder
DBU Nyheder
JBU Nyheder

Et brag af en topkamp

Fortuna Elite
2. oktober 2011 - 15:40 af: Claus Dindler

Dansk kvindefodbold, når det er allerbedst, da Fortuna og Brøndby spillede 3-3 (1-2)


Heidi Johansen jubler over Kristine Pedersens scoring til 3-2.
(Foto: Allan Storkborg, www.fodboldfoto.dk)


Det var en kamp, der havde det hele, da Fortuna og Brøndby spillede 3-3 (1-2) søndag eftermiddag på Hjørring Stadion. Nervepirrende spænding, ubarmhjertig fight, flotte mål og store individuelle præstationer. Og dertil et resultat, der bevarede spænding i toppen af 3F Ligaen, hvor Brøndby fortsat fører - nu med Skovbakken ét point og Fortuna tre points efter.

Uafgjort var ikke noget urimeligt resultat i en kamp, der viste dansk kvindefodbold fra sin absolut bedste side. Brøndby vil nok hævde, at de havde en overvægt i spil og viste det bedst organiserede fodboldspil. Fortuna kan til gengæld hævde at være farligst og være nærmest sejren.

Ved stillingen 3-3 og otte minutter tilbage af kampen kunne Lisa-Marie Woods have sikret fuldt hus til hjemmeholdet. Først fik hun reddet et forsøg fra kort afstand af Brøndby-målmand Stina Lykke, og da hun tæt under mål fyrede løs på riposten, var hun og Fortuna så uheldig, at bolden ramte en forsvarer i hovedet og susede over overliggeren i stedet for ind i målet.

Det var blot en enkelt af utallige dramatiske episoder i en fantastisk underholdende kamp for de 338 tilskuere i det aldeles vidunderlige oktober-vejr.


Der blev fightet om hver meter. Her nedlægges Janne Madsen af Anja Thorsen.
(Foto: Allan Storkborg, www.fodboldfoto.dk)


Fortuna-træner Jakob Borup havde til kampen ændret på forsvars-opstillingen. Det fast midterpar i forsvaret var splittet og Mette V. Jensen rykket ud på højre back. I stedet fik Janni Arnth australske Kim Carroll som makker. Bagtanken var at lade hurtige og kampstærke Mette V. tage brodden af Brøndbys formodet stærkeste offensive kort, Julie Rydahl.

Det lykkedes i rimelig udstrakt grad. Til gengæld viste Brøndby sig at have en trumf i den modsatte side, hvor unge Kristina Kragh især i 1. halvleg kørte slemt rundt med Fortuna-forsvaret.

Det var også Kragh, der blev noteret for kampens første mål i det 5. minut, hvor hun sparke et indlæg ind fra højrekanten. Bolden lå egentlig for tæt på mål, men målmand Heidi Johansen opdagede for sent, hvor tæt det var, og formåede kun at slå bolden i nettet ved den nærmeste stolpe.

Både før og efter scoringen lagde Brøndby et hårdt pres på Fortuna, der slet ikke fik noget til at fungere offensivt.

Men så i det 10. minut opsnappede Kristine Pedersen en sløset tværaflevering fra Brøndbys dygtige midtbanestyrmand Anja Thorsen. Fortuna-spilleren styrede i ekspres-fart frem mod Brøndbys mål, og fra 25 meters afstand bankede hun bolden op i målhjørnet.

Dette fantastisk flotte mål gav hjemmeholdet tro på, at Brøndby var til at tale med, og kampen blev mere jævnbyrdig. Dog stadig med Brøndby som styrende. Det var derfor ikke ufortjent, at gæsterne kom foran 2-1 få sekunder før pausefløjtet på et virkelig flot mål.

Den tidligere Fortuna-spiller Lise Munk, der havde en fin dag på sin gamle hjemmebane, startede smart angrebet ved at spille Kristine Kragh fri på højre kant. Kraghs præcise indlæg lå lige til, at Rydahl midt for kunne storme frem og pande bolden i nettet.

Noget af en dukkert for Fortuna. Men moralen fejlede ikke noget fra 2. halvlegs start, og nu var det pludselig Fortuna, der kom i førersædet.

Lisa-Marie Woods stod for udligningen til 2-2, da hun behersket sparkede bolden i et tomt mål, efter at Stina Lykke lidt hovedløst havde tacklet den fremstormende Fortuna-striker Leena Khamis.


Kristine Pedersen har sparket bolden ind under overliggeren til 3-2.
(Foto: Allan Storkborg, www.fodboldfoto.dk)


Og i det 58. minut kom Fortuna for første gang i kampen foran på et frispark begået mod en smart driblende Khamis. Helt ude ved venstre hjørne af straffesparkfeltet sparkede Kristine Pedersen frisparket ind i det lange hjørne helt oppe under overliggeren.

Lige efter var Khamis helt fri og forsøgte at afdrible Stina Lykke, der imidlertid nåede ned i fødderne af Fortuna-angriberen og afværge.

Men 3-2 og udsigt til en hjemmesejr. Dog kun i to minutter. For så sendte Lise Munk et flyvende hovedstød på overliggeren, og på riposten kunne Nanna Christiansen score til 3-3.

Den sidste halve time faldt kvaliteten af spillet noget i takt med, at trætheden efter en times dræbende tempo begyndte at melde sig. Der blev skiftet flittigt ud på begge hold, men 3-3 stod ved magt efter en kamp, som begge hold havde ære af, og et resultat, som Skovbakken ret beset var bedst tjent med.
Dana Cup
© Fortuna Hjørring - Postboks 151 - 9800 Hjørring - Telefon +45 9891 1300 - Fax +45 9891 1614 - soccer@danacup.dk