
Camilla Sand er nomineret til titlen som årets spiller i dansk kvindefodbold, med følgende begrundelse:
Camilla Sand Andersen er landsholdets hårdtarbejdende ’felt-til-felt’-spiller, der via sin løbevillighed og øje for spillet ofte kommer til chancer. Hendes tekniske repertoire er solidt, mens hendes nærkampsstyrke og hovedspil tilføjer landsholdets midtbane en fysisk dimension. Camillas talent er forsøgt stoppet af flere skader, men vilje og kærlighed til fodbolden, samt en medfødt fodboldbegavelse har bragt Sand til at være en væsentlig del af det danske landsholds midtbane.

Line S. Jensen er nomineret til titlen som årets talent, med følgende begrundelse:
Line S. Jensen er en lovende og alsidig forsvarsspiller med et stort potentiale. Hun har en god fysik og er både stærk og hurtig. Hun er forudseende og taktisk dygtig. Også på det tekniske felt har Line højt niveau. Hun sparker godt til bolden og er stærk i hovedspillet. Line har stor slutrundeerfaring med såvel EM og VM på CV´et. Hun er anfører for U19-landsholdet og bidrager med karisma, udstråling og vindermentalitet. Line har gennemgået en iøjnefaldende udvikling siden skiftet til Fortuna Hjørring og seniorfodbold.